London-erklæringen for global fred & modstand mod ekstremisme

Denne erklæring blev udstedt under ’Peace for Humanity’-konferencen, arrangeret af Minhaj-ul-Quran International under ledelse af Shaykh-ul-Islam Dr. Muhammad Tahir-ul-Qadri, den 24. september 2011 i Wembley Arena i London og støttet af den storslåede Shaykh af Al-Azhar, Dr. Ahmad Muhammad Al-Tayyib, The World Association of Al-Azhar Graduates, og religiøse repræsentanter fra alle trosretninger, forskere, politikere samt 11.000 tilstedeværende deltagere fra hele verden.

Præambel

Vi har i de seneste årtier set, at verdensreligionerne og de kulturelle fællesskaber er blevet splittet og drevet fra hinanden på grund af misforståelser og mistillid af sådan uheldig grad, at mennesker med gode hensigter overfor hinanden nu er tvunget til at erklære en utvetydig afvisning af de opfattelser og aktiviteter, som skiller dem, for derimod at erklære en uforbeholden accept af de opfattelser og aktiviteter, som forener dem.

Vi, som underskriver denne erklæring, ”London-erklæringen for global fred & modstand mod ekstremisme”, bekræfter, at alle mennesker overalt besidder medfødt værdighed og uforanderlige rettigheder: disse inkluderer frihed fra fattigdom, undertrykkelse, frygt og fordomme samt ret til religions- og ytringsfrihed.

Denne erklæring er blevet lanceret af muslimer til muslimer i hele verden og til resten af menneskeheden.

Erklæringen

:

1. Vi, underskriverne af denne erklæring, sender et budskab om fred og broderskab til hele menneskehedens utallige stater, nationer, lokalsamfund og enkeltpersoner samt en opfordring til respekt, værdighed, medfølelse, lighed, solidaritet og retfærdighed for og mellem alle mennesker.

2. Vi retter vores opfordring om fred, tolerance og respekt til alle mennesker overalt, men især til politiske og religiøse ledere og beslutningstagere samt til forskere, lærere og journalister.

3. Mens vi anerkender de unikke forskelle mellem de forskellige trosretninger, kulturer og samfund, og vi anerkender, at alle mennesker opnår glæde og identitet fra, hvad de anser for at være unikt, erklærer vi, at alle mennesker overalt besidder uforanderlige rettigheder og værdier, der overskrider samtlige politiske grænser og filosofier, og er naturlige og væsentlige i alle religiøse trosretninger og trosbekendelser.

4. Jøder, muslimer, kristne, hinduer, buddhister og de som tilhører andre religioner, samt dem som ikke associere sig med nogen tro, skal nyde de samme borgerlige og juridiske rettigheder og friheder, og være i stand til at leve i fred og harmoni, og stræbe efter at opnå fred gennem gensidig respekt og dialog.

5. Vi afviser utvetydigt enhver form for terrorisme, fordi kernen i alle religioner er den tro, at de uskyldiges liv er hellig. Terrorismens vilkålige karakter, der i de seneste år har dræbt langt flere civile, og andre ikke-kombattanter, end den har dræbt kombattanter, er uislamisk, ujødisk, u-kristelig, og i det hele taget uforenelig med den sande lære af alle trosretninger. På grund af sin klart vilkårlige og derfor morderiske natur, fordømmer vi terrorisme i alle former og i alle lande uanset eventuelle påståede religiøse og politiske intentioner.

6. Vi afviser utvetydigt, benægter og fordømmer al terrorisme begået i islams navn, ligesom vi afviser og fordømmer al terrorisme begået i andre religioners navn eller med andre formål. Terrorisme er aldrig en legitim og ærefuld krigshandling, men er altid en fej handling med vilkårlige drab.

7. Vi afviser de fejlagtige og falske påstande fremsat af både muslimer og ikke-muslimer, om at verden i øjeblikket er låst fast i en konstant kamp mellem islam og Vesten. Vi forpligter os selv til, på positiv vis og med gensidig, respektfuld engagement og dialog, at modsætte sig enhver påstand om sammenstød mellem civilisationer eller uforenelighed af værdierne i de forskellige områder, stater og samfund i verden.

8. Vi støtter indsatsen fra internationale organisationer, regeringer og samfund for at beskytte verdens borgere imod terrorisme, og vi forpligter os til at bistå i afradikalisering af de grupper og enkeltpersoner, der måske fejlagtigt tror, at deres religion accepterer vilkårlig og hensynsløs vold.

9. Idet vi ikke overser de virkelige eller mulige uretfærdigheder, der kan fungere som brændstof til terroristisk vold – og vi opfordrer alle nationale og lokale myndigheder til at gøre op med disse uretfærdigheder på en hurtig, effektiv, løsningsorienteret og beslutsom måde – forpligter vi os til en ikke-voldelig løsning af disse problemstillinger, samt til, gennem information og dialog, at udviske de konspirationsteorier, der synes at påvirke nogle menneskers verdenssyn.

10. Vi velkommer den udbredte og generelt fredelige bølge af oprør mod tyranni og undertrykkelse kendt som « det arabiske forår », og vi anerkender, at det er en bevægelse baseret på kampen for rettigheder og ikke en religiøs bevægelse, og den er kompatibel med de universelle menneskerettigheder og mål nævnt ovenfor.

11. Vi opfordrer alle internationale organisationer og regeringer til, med klarhed og beslutsomhed, at støtte de frihedsmotiverede arabere, berbere og andre muslimer, og vi opfordrer dem til at gøre dette på en ikke-militærisk, upartisk, gennemsigtig og velkommunikeret måde, som vil øge tilliden og etablere bånd af velvilje.

12. Vi, underskriverne af denne erklæring, mener, at den langvarige konflikt mellem Israel og Palæstina må løses omgående og med samvittighedsfuld retfærdighed.

13. Vi er klar over og bekræfter nødvendigheden af straks at løse denne konflikt, således at man giver både palæstinenserne en suveræn, pluralistisk og repræsentativ stat, og israelerne national og lokal sikkerhed. Såfremt det skal være en permanent og holdbar løsning, skal fredsaftalen mellem Israel og Palæstina være fuldt og aktivt støttet og beskyttet på en upartisk måde af det internationale samfund og dens vilkår skal være lige gavnlige for borgere i begge stater, som længe har frygtet og haft mistro til hinanden.

14. Vi opfordrer til at fremme menneskerettigheder, de grundlæggende frihedsrettigheder, ligestilling mellem mænd og kvinder, og menneskehedens grundlæggende værdier, såsom forsoning, tilgivelse, gavmildhed og solidaritet.

15. Vi erklærer, at der ikke er nogen forskel mellem en araber og en jøde, mellem en muslim og en kristen, mellem en hindu og en sikh, mellem en sort og en hvid eller mellem en mand og en kvinde. Alle mennesker er ligeværdige og skal behandles med samme respekt, værdighed, medfølelse, lighed, solidaritet og retfærdighed.

16. Vi fordømmer utvetydigt antisemitisme (også når det nogle gang er forklædt som antizionisme), islamofobi (også når det nogle gange er forklædt som patriotisme) og alle andre former for racisme og xenofobi.

17. Vi opfordrer alle muslimer og andre minoriteter, der lever i Vesten til at overholde alle love i det land, hvor de bor, uanset om de har status som statsborger eller opholdstager.

18. Vi opfordrer muslimer, regeringer og eliten i Vesten til at fremme integration og medborgerskab – den eneste løsning for fredelig sameksistens og samhørighed.

19. Vi opfordrer alle regeringer til at beskytte minoriteter imod al had, trusler og vold, især fra ultra-nationalisme og religiøs intolerance.

20. Vi opfordrer til at øge støtten til Afrika og andre fattige områder og nationer i verden med henblik på at forbedre deres levevilkår, tilvejebringe socio-økonomisk og politisk stabilitet, og realisere målene for ægte demokrati.

21. Vi opfordrer de finansielle kræfter til at indføre mere medmenneskelighed i deres økonomiske dispositioner. Efter begge verdenskrige, er stabiliteten i de europæiske stater afgørende for verden.

22. Vi opfordrer verdens regeringer til at øge indsatsen for at bekæmpe fattigdom, til at bekæmpe analfabetisme, spredning af våben, og trusler mod vores natur og miljø.

23. 11.000 deltagere i ’Peace for Humanity’-konferencen støtter denne erklæring – London-erklæringen for global fred & modstand mod ekstremisme.

24. Endeligt opfordrer vi, underskriverne af denne erklæring, mennesker overalt til at udtrykke deres enighed med vores overbevisninger, forventninger og mål ved at tilføje deres egne underskrifter til denne erklæring, som findes online på www.peaceforhumanity.co.uk & www.londondeclaration.com

Underskrevet af:

Shaykh-ul-Islam Dr. Muhammad Tahir-ul-Qadri
Grand Shaykh of Al-Azhar Dr. Ahmad Muhammad Al-Tayyib
The World Association of Al-Azhar Graduates
Dr. Joel Hayward
Mere end 11.000 deltagere i Peace for Humanity-konferencen  s& mange andre.